Øglænd System

Rationel produktion gennem automatisering

Med det formål at rationalisere produktionen af et bredt sortiment af fleksible produkter besluttede Øglænd System, der er markedets førende leverandør af ophængs- og inddæmnings­systemer, at investere i en svejseautomatiseringsløsning med intelligent fikstur-teknologi fra Migatronic Automation.

Udfordringen ved kundetilpasset masseproduktion

Øglænd System udvikler, producerer og markedsfører en bred vifte af produkter, såsom ophængssystemer, kabelbaner og kabelstiger til markedet for olie og gas, infrastruktur, skibsbygning, vindkraft, renrumsanlæg og vandbehandling.

Produkterne kan tilpasses kundens specifikke krav til design og størrelse. Det stiller store krav til alsidighed og intelligens i virksomhedens masseproduktion. For at kunne håndtere de mange produktvarianter var Øglænds produktion i Klepp hovedsageligt baseret på manuel svejsning.

"Svejseautomatisering er på ingen måde nyt i vores produktionsproces. Alligevel kendte vi ikke en fleksibel og intelligent automatiseringsløsning, der kunne løse udfordringen ved vores kunders varierede produkt­krav. Her var svejsefiksturerne det største problem, og vi havde tidligere investeret i adskillige af dem uden resultater i praksis. Derfor tyede vi dengang til manuel svejsning", siger supervisor og svejsekoordinator hos Øglænd System, Benjamin Ganic

At forblive konkurrencedygtig

Hos Øglænd System var man dog ikke i tvivl om, at manuel svejsning til masseproduktion ikke var en gang­bar løsning.

"Vi vidste, at der var behov for en eller anden form for automatiseringsløsning for at kunne følge med efter­spørgslen og fortsat være konkurrencedygtig. Men man skal ikke kun anskaffe sig en automatiserings­løs­ning af hensyn til produktionseffektivisering, omkostninger og ensartet svejsekvalitet – det handler også om at tage vare på vores produktionsarbejdere ved at aflaste dem for en masse manuelt arbejde", siger Benjamin Ganic.

Forholdet mellem moder- og datterselskab

Moderselskabet Migatronic var i forvejen en af Øglænds leverandører af maskiner til manuel svejsning, og det var en repræsentant fra moderselskabet, der etablerede den første kontakt mellem datterselskabet Migatronic Automation og Øglænd System.

"Migatronic har et godt ry hos produktionsvirksomhederne i vores område, og vi har været meget tilfredse med samarbejdet gennem årene. Så da det gik op for os, at Migatronic Automation har den knowhow og kompetence, der skal til for at udvikle en automatiserings­løsning, der passer til vores behov, var vi selvfølgelig interesseret", siger Benjamin Ganic og fortsætter:

"Vi blev i første omgang inviteret til at besøge Migatronic Automation og en af deres kunder i vores lokal­område, hvor vi så en af deres spændende svejseautomatiseringsløsninger. Fremvisningen og den sideløbende rådgivning gav os fuld tillid til investeringsprocessen – og det var der, vi startede vores tætte samarbejde med Migatronic Automation."

Intelligente svejsefiksturer

Migatronic Automation satte fokus på at præsentere Øglænd System for en automatiseringsløsning, der kunne løse virksomhedens største problem i forhold til svejsefiksturerne.

"Vi udviklede det, som vi kalder ‘intelligente svejsefiksturer’, der gør det nemt for Øglænds produktions­arbej­dere at indstille automatiseringsanlægget til effektivt at håndtere svejseemner i mange forskellige udformninger og størrelser – bare med et tryk på en knap. I det her tilfælde har vi udviklet et lige avanceret stykke kundetilpasset software og hardware", forklarer Claus Pagh, salgsdirektør hos Migatronic Automation.

Mere end en leverandør

Ifølge Benjamin Ganic har både den nye svejseautomatiseringsløsning og selve processen, der førte til udviklingen af den, været meget udbytterig for den norske virksomhed.

"Vi har ikke kun rationaliseret vores produktionsproces og øget produktiviteten på en måde, som vi ikke troede mulig – vi har også lært en masse om svejsning gennem samarbejdet med Migatronic Automation. Det siger sig selv, at vi er glade for samarbejdet og den automatiseringsløsning, som de har leveret."

Rådgivende ingeniører

Det falder helt i tråd med lige netop Migatronic Automations mål om at blive betragtet som rådgivende ingeniører, der samarbejder med kunden om at udvikle den bedst mulige automatiseringsløsning.

"Vi har skabt en unik automatiseringsløsning, der er skræddersyet til Øglænd Systems behov. Den optimerer produktionsprocessen fra det øjeblik, den er installeret, fordi den automatiserer en produktionslinje, der plejer at være manuel. Det er i bund og grund det, vores arbejde går ud på – og det glæder os altid at se, når vores teknologi tilfører væsentlig værdi til kunden", slutter Claus Pagh.

Find en forhandler tæt på dig